Projektchef bliver direktør

Klimafonden Skive - 29. august 2023

Projektchef bliver direktør i Klimafonden Skive

Den 1. september tiltræder Anne-Mette S. Langvad stillingen som administrerende direktør i Klimafonden Skive. Hun har de seneste to år været ansat som projektchef i Klimafonden og vil således med det samme kunne fortsætte fondens impact, fremdrift og samarbejde med centrale samarbejdspartnere.

 

Fortsættelse af fondens gode fremdrift

Om valget af Anne-Mette S. Langvad siger bestyrelsesformand Stig Christensen: ”Vi er glade for, at Anne-Mette har sagt ja til posten. Hun har været med siden nyorienteringen af fonden for to år siden og har sat et betydeligt aftryk på retningen for fondens arbejde og impact i samarbejde med centrale samarbejdspartnere. Med Anne-Mette vil vi fastholde kulturen, retningen og ikke mindst fortsætte den gode fremdrift, som karakteriserer fondens arbejde”.
 
Klimafonden Skive arbejder for at fremme bæredygtige landskaber, der skaber lokale forretningsløsninger – og omvendt. Det handler om at accelerere udviklingen af en ny klima- og miljøvenlig intensiv landbrugsproduktion, der samtidig øger forsyningssikkerheden. 
 
Fokus på bæredygtig værdiskabelse gennem godt samarbejde  
Anne-Mette S. Langvad er glad for bestyrelsens tillid: ”Jeg vil lægge mig i selen for en fortsat udvikling af forretningsbaserede symbioser til gavn for landskabet, hvilket er et kendetegn for Skiveegnen og vores arbejde. Det er vigtigt, at vi får koblet egnens potentialer indenfor grøn bioraffinering, forbedret vandmiljøtilstand og CO2-lagring til et svar på, hvordan fremtidens integrerede grønne erhvervsløsninger skal se ud i et bæredygtigt landskab. Det vil jeg have fokus på sker sammen med fondens mange samarbejdspartnere og resten af kontoret”.

For yderligere informationer
Bestyrelsesformand Stig Christensen
spc@spcadvice.dk
Tlf.: 20 29 51 11

 

 

 

Om Klimafonden Skive
Klimafonden Skive er en erhvervsdrivende fond, der udvikler projekter, som bidrager til løsningen af nationale og globale klima-, energi- og miljøudfordringer. Fonden hjælper virksomheder på tværs af sektorer med at samarbejde om deling af ressourcer og reststrømme. Målet er at demonstrere sund cirkulær forretning og undervejs identificere og påvirke lovgivningsmæssige barrierer.