Klimafonden Skive arbejder for at skabe et levende laboratorium, der skal vise vejen for, hvordan vi kan omstille til en landbrugsproduktion, der bliver både klima- og miljøneutral og økonomisk bæredygtig. Den form for landbrugsproduktion er nemlig forudsætningen for at udvikle nye bæredygtige bioindustrier, som skal sikre fremtidens forsyning af fødevarer, materialer og energi, og som vil give nye arbejdspladser i landdistrikterne.
Det arbejde har man fået øje på i Novo Nordisk Fonden, som har valgt at støtte Klimafonden Skive med 20 mio. kr. over de næste fire år gennem programmet Bioventure Zone Accelerator, som udgør en stor del af det levende laboratorium.
”Støtten fra Novo Nordisk Fonden er en stor anerkendelse af det arbejde, vi har udført de seneste år. Det er ikke kun et løft til Klimafonden; det er et løft til de kreative kræfter på hele vores egn,” siger Anne-Mette S. Langvad, direktør i Klimafonden Skive: ”Vi har arbejdet koncentreret på at finde nye løsninger på miljø- og klimaudfordringerne lokalt, uden at det går ud over den store fødevareproduktion og tilhørerende industri, som står centralt i vores lokalområde. Det er vores klare overbevisning, at det er muligt både at styrke erhvervslivet og fastholde fødevareproduktionen og at forbedre miljøtilstanden”.
”Det starter ved at bruge de bestemte typer afgrøder, der faktisk gør en positiv forskel for vores klima og miljø, og slutter, når alle dele af afgrøden er anvendt i ’grønne’ produkter. Vi kalder det gerne for jordnær biosolution,” forklarer Anne-Mette S. Langvad og fortsætter: ”På den måde vil nye bioindustrier skabe lokale arbejdspladser i landdistrikterne og styrke landområdernes samlede erhvervsudvikling”.
Tilrettelægger man udviklingen af en ny industri rigtigt, vil man samtidig kunne dokumentere en positiv effekt på vandmiljø, klima og biodiversitet samt på udviklingen i landområder og af forsyningssikkerheden. Og det er netop af udviklingen af ny biosolutions-industri gennem facilitering og accelerering, som programmet Bioventure Zone Accelerator har til formål.
Novo Nordisk Fonden fokuserer blandt andet på at støtte projekter, der kan være med til at sikre, at dansk landbrug bliver klima- og miljøneutralt og giver mere plads til naturen. At lykkes med det, kræver nye dyrkningssystemer, hvor nye og kendte afgrøder på nye måder bruges til nye produkter til forbrugerne. Bevillingen til Bioventure Zone Accelerator skal styrke netop dette arbejde hos Klimafonden Skive og er en del af den pulje på 10 mia. kr., som Novo Nordisk Fonden har afsat til projekter, som skal støtte den grønne omstilling inden for rammerne af Den Grønne Trepart.
”De forsknings- og innovationsprojekter, som Novo Nordisk Fonden støtter inden for rammerne af Den Grønne Trepart, skal have effekt hurtigst muligt og helst inden for de næste ti år. Med Bioventure Zone Accelerator arbejder Klimafonden Skive med en løsning, som er særdeles relevant og brugbar til at nå dette mål. Det gælder om at få løsninger afprøvet i praksis nu – med det håb, at de efterfølgende kan implementeres rundt i hele Danmark, og selvfølgelig videre ud i verden,” siger Claus Felby, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden.
Tanken bag Bioventure Zone Accelerator er, at vi både skal fastholde vores fødevareproduktion og styrke erhvervslivet. Det kan ske ved at bruge nye industrielle løsninger, hvor afgrøder, der er højproduktive og samtidig ingen negativ effekt har på det omgivende miljø, bearbejdes. Afgrøderne kan for eksempel være græs og roer. Teknisk er løsningerne tæt på at være færdigudviklede, men rammebetingelserne, for at de kan realiseres i skala, er ikke på plads. Og netop rammebetingelserne er et fokusområde i Klimafondens arbejde.
”Vores rolle her er at udvikle og facilitere samarbejdet og synergier på tværs af brancher og sektorer med det formål at gøre projekterne økonomisk bæredygtige. Samt at arbejde på at få tilpasset de regulatoriske rammer, så samarbejderne fremkommer naturligt. Her må vi ikke glemme, at lokalbefolkningen også skal være med på rejsen – at de kan støtte, at der sker forandringer i landskabet og igen gives adgang til den natur, der bliver bedre plads til, når landbruget ændrer form,” siger Anne-Mette S. Langvad.
”En systemændring kræver således både justeringer af lovgivning, men også at vi får lov til at prøve af i praksis kombineret med test, hvis vi skal imødekomme samfundets og industriens forventninger til hastighed og fleksibilitet. Og med bevillingen fra Novo Nordisk Fonden kan vi afprøve etablering af biosolutions-zoner, altså brugerdrevne innovationsøkosystemer, hvor landmænd, virksomheder, myndigheder og forskere samarbejder om at udvikle, teste og evaluere nye teknologier, processer og rammebetingelser,” fortæller Anne-Mette S. Langvad.
På egnen har man i flere år arbejdet målrettet med at skabe miljøer, som arbejder med konkrete tiltag i den grønne omstilling. Og med bevillingen fra Novo Nordisk Fonden kan Klimafondens arbejde med at få skabt et levende laboratorium nu fortsætte med ekstra kraft. Et arbejde, hvor Klimafonden er den lokal lim, der binder landmænd, forarbejdningsvirksomheder, politikere, myndigheder, forskere og den øvrige del af samfundet sammen i jagten på nye forretningsløsninger til gavn for miljøet og alle led i værdikæden.
Læs mere om Novo Nordisk Fondens indsats 'Grøn omstilling inden for rammerne af Den Grønne Trepart'.
Læs også Skives borgmester, der 'glæder sig over anerkendelsen til Klimafonden med stor Novo-støtte'.