I går var der mulighed for at komme med input til regeringens vækstplan for fremtidens landbrugs- og fødevaresektor – og herunder også til en strategi for biosolutions. Inputtene vil blive samlet i en række anbefalinger, der skal ligge klar i slutningen af 2025.
Indsamlingen skete på initiativ af Dansk Erhverv, Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og Dansk Metal, som havde inviteret 100 interessenter og organisationer, herunder Klimafonden Skive.
Tre ministre – Jeppe Bruus, Jacob Jensen og Lars Aagaard – var mødt op for at inspirere deltagerne med deres håb og ønsker til anbefalingerne. Helt centralt var det, at anbefalingerne bliver superkonkrete, så de hurtigt kan implementeres og gøre Danmark til en endnu stærkere showcase på det grønne område.
Det er afgørende, at vi arbejder sammen på tværs om at skabe en landbrugs-, fødevare- og biosolutionsindustri, der på én og samme tid løser klima, miljø og landdistriktsudfordringer.
Vores nye bioløsninger skal starte ved afgrøden på marken, så den spirende biosolutionsindustri kan forsynes. Biosolutions må aldrig være i konflikt med økosystemet.
Den biomasse, vi dyrker, skal indeholde de næringsstoffer, vi har brug for – i en form, der er lettilgængelig og let at udnytte. Samtidig skal afgrøden gavne naturen og bidrage med vigtige økosystemtjenester.
Hvis vi skal realisere det fulde potentiale i biosolutions, skal biomasserne forædles gennem bioraffinering. Det er her, værdien skabes, når proteiner, fibre, energi og andre ingredienser udvindes og får nye markeder. Danmark har mulighed for at blive frontløber i at skabe en integreret bioraffineringsindustri, der både styrker landbruget og bygger nye grønne forretningsområder.
Vi har brug for enklere regler, der tilgodeser innovation og helheden – altså nye teknologier, branchens vilkår, miljøet og økonomien. En regulatorisk sandkasse kan være vejen til at teste nye løsninger under trygge rammer og samtidig sikre, at reguleringen udvikles i takt med teknologien.
Vi skal have de nye løsninger i fuld skala i et geografisk stort levende laboratorium, så vi kan dokumentere effekterne på klima og miljø, som vi har så meget brug for.